Vi søger en bygningskonstruktør
Tegnestuen LOKAL er en ung tegnestue stiftet i 2015 med ønsket om at skabe fremtidssikret, bæredygtig arkitektur, der respekterer og videreudvikler vores nordiske kulturarv.
Vi arbejder målrettet med at skabe nytænkende arkitektur, hvor både proces, udførelse og færdigt byggeri er af højeste kvalitet. Til vores projekteringsteam søger vi en dygtig og erfaren konstruktør, som ønsker at være med til at udfordre måden vi bygger på og hvad vi bygger af.
Vi har tegnestue på Vesterbro og samarbejder i et uformelt miljø med høj faglighed, hvor vi vægter et stærkt sammenhold, åbenhed, nytænkning og fokus på klima.
Vores opgaver er forskelligartede og rummer både nybyggeri, transformationer og heldhedsplaner. I vores arbejde med arkitektur tager vi udgangspunkt i den givne kontekst og dens potentialer og søger at forstærke og viderebearbejde de relevante kvaliteter, der kan understøtte den fremtidige brug. Vi arbejder derfor overordnet med tre områder, der tilsammen skaber et holistisk grundlag for projektets udvikling; Kultur, Mennesker og Miljø. Disse tre områder er udgangspunktet for arbejdet med ethvert af vores arkitektoniske projekter.
Om dig:
Du er uddannet bygningskonstruktør med min. 3 års erfaring fra en arkitekttegnestue.
Du har lyst til at tage ansvar og du arbejder målrettet, struktureret og systematisk.
Du kan selvstændigt gennemføre opgaver fra start til slut.
Du er initiativrig, nysgerrig og ønsker at finde den bedste løsning.
Du har et bredt kendskab til materialer og interesserer dig for bæredygtighed og materialers påvirkning af miljøet.
Dit humør og engagement er positivt og du er god til at samarbejde.
Du har projekterings- og byggepladserfaring.
Du har erfaring med tilrettelæggelse og udarbejdelse af udbudsmateriale.
Du er Revit-bruger på højt niveau.
Det er en fordel, hvis du har en baggrund som håndværker.
Du interesserer dig for træbyggeri
Du har kendskab til LCA og den frivillige bæredygtighedsklasse.
Vi tilbyder:
Et spændende job som bygningskonstruktør med opgaver indenfor projektstyring, projektering, fagtilsyn og byggeledelse. Du vil have en stor indflydelse på hvordan vores fremtidige projekteringsafdeling skal udformes og du vil have mulighed for at påvirke hvordan fremtidens arkitektur skal bygges.
Vi tilbyder løn efter kvalifikation og overenskomst samt fleksible arbejdstider.
Send cv og ansøgning til job@tegnestuenlokal.dk, frist 2. september 2022
Kontakt Morten Bang for mere information om stillingen:
Telefon: +45 51903940 / Email: job@tegnestuenlokal.dk
Vi holder samtaler løbende med henblik på ansættelse hurtigst muligt.